|
Tranerne flyver forbi
Boris og Veronika er nyforelskede, da krigen bryder ud. Boris har meldt sig som frivillig, men Veronika når ikke frem til stationen til afskeden. Under et luftangreb bliver hendes forældre dræbt og hjemmet ødelagt, og hun må flytte ind hos Boris's forældre. Hun venter forgæves på brev fra Boris - uden at vide, at hans afdeling er omringet af fjenden. Under et senere bombeangreb forgriber Boris's fætter sig på hende, og hun indvilger i at gifte sig med ham... "Filmen, der fik førsteprisen i Cannes i 1958, opfattedes som et vidnesbyrd om et tøbrud inden for sovjetisk filmkunst. Den skildrede krigen fra en ny synsvinkel. Hjemmefrontens forhold til frontsoldaterne. Det svage sind, den utro kæreste. Veronika var en jordnær og levende kvinde på godt og ondt, slet ikke den "skurk", som hendes skyldfølelse bestandig foregøgler hende...En sådan kvindeskikkelse i en film (der ikke var optaget efter en romanklassiker) var meget usædvanlig i sovjetiske film, der plejede at skildre karakterfulde idealvæsener uden moralske svinkeærinder. At Kalatozov gjorde den svage og troløse Veronika til hovedperson i sin film, vakte megen hjemlig kritik. Udlandet ville jo bestemt nu tro, at Veronika var typen på frontsoldaternes kærester! Hvorimod udlandet med glad overraskelse konstaterede, at russerne altså var i stand til på film nuanceret at skildre mennesker, som de var i virkeligheden." (Bjørn Rasmussen, 1970) "I Tranerne flyver forbi er det en kvinde, der står i centrum. Skildringen af den kvindelige hovedperson er så facetteret og så psykologisk konsekvent, at Mikhail Kalatozovs film bevæger os så stærkt som kun de allerbedste. Der er praktisk talt ingen indrømmelser til fastslåede dogmer om det socialistiske menneske; alene livet rører sig i den unge kvinde. I Tatjana Samojlova har instruktøren da også fundet en skuespillerinde af de meget meget sjældne. I hendes ansigt afspejler sig glæden og smerten med en poesi, der er ren og klar. Der er intet øjeblik teatralske træk, og man føler, hvorledes hendes figur er gennemlevet. Kalatozov, som man ikke husker som nogen videre original instruktør fra Tre mand på en tømmerflåde, har i samarbejde med den unge skuespillerinde skabt sit mesterstykke. Hovedpersonens følelsesmæssige konflikter modsvares af voldsomt lidenskabelige billedrækker, hvori instruktøren arbejder helt originalt inden for den russiske expressive filmtradition. I den helt selvfølgelige vekslen mellem lyriske og afslappede scener og spændte dramatiske sekvenser opnås de mest medrivende virkninger. Indledningen med beskrivelsen af de to unge forelskedes svævende lykketilstand hører til det smukkeste, man har set på et lærred. Afskedsscenerne, da pigens forlovede skal drage af til fronten, har til gengæld med deres hidsige billedskift ramt en tone af kaotisk opbrud og anspændt nervøsitet, der gør krigens afbrydelse af alt normalt liv forfærdende nærværende for os... Det er skildringen af den unge kvinde, der fængsler os i filmen. Det er virkelig lykkedes for Kalatozov at overføre et kompliceret følelsesmæssigt forløb i foruroligende æggende billeder. Fra den første ubekymrede forelskelsesglæde over skreddet, da komponistfætteren forfører hende (i en dramatisk ekstravagant scene) indtil følelsen af samhørighed og forpligtelse over for tilværelsen." (Ib Monty, 1958)
Ljetjat zhuravli
|